Om V2 Security Aarhus

Over to dage samler V2 Security Aarhus mere end 1.000 deltagere og 40 af de førende cybersecurity-virksomheder til en konference dedikeret til vidensdeling, faglig sparring og værdifuld networking. Med 15 keynote-talere og 50 skarpe oplæg giver konferenceprogrammet et unikt indblik i de nyeste it-sikkerhedsmæssige udfordringer.

Formålet er at styrke it-sikkerheden i Danmarks offentlige og private sektor ved at belyse det aktuelle trusselsbillede, dele erfaringer og præsentere de nyeste teknologiske tendenser fra førende forskere, specialister og landets dygtigste rådgivere. Programmet for 2026 er under udarbejdelse men kommer til at dække alt fra cybersikkerhed og IoT-/OT-sikkerhed til compliance og påvirkningen fra nye teknologier såsom AI.

Årets emner på V2 Security

Cybertrusler og angreb

De digitale trusler udvikler sig hastigt, og cyberangreb bliver både mere målrettede og sofistikerede. Temaet stiller skarpt på de aktuelle trusselsbilleder fra ransomware og phishing til statssponsorerede angreb og præsenterer de nyeste metoder til detektion, forebyggelse og respons. Fokus er både på teknologi og menneskelig faktor.

Governance, Risk & Compliance

Virksomheder står over for stigende krav til dokumentation, kontrol og overholdelse af regler. Her handler det om at skabe sammenhæng mellem governance, risikostyring og compliance både i forhold til standarder som ISO 27001 og regulativer som NIS2 og DORA. Temaet belyser, hvordan man operationaliserer sikkerhed og bygger tillid i hele organisationen.

Netværk, infrastruktur og Cloud

Digitale infrastrukturer er rygraden i moderne it-drift men også et voksende angrebsmål. Dette tema fokuserer på sikkerhed i netværk, datacentre og cloud-miljøer: fra zero trust-arkitektur og segmentering til overvågning og sikring af hybride løsninger. Der sættes fokus på både tekniske løsninger og strategiske valg for en robust infrastruktur.

Industri & OT-sikkerhed

Når produktion, forsyning og kritisk infrastruktur digitaliseres, vokser behovet for at beskytte OT (Operational Technology) mod cyberangreb. Dette tema udforsker grænselandet mellem it og industri, og hvordan man beskytter systemer, der ikke kan tåle nedetid. Her diskuteres standarder, segmentering, detektering og samarbejde mellem it- og driftspersonale.

AI, automations og nye teknologier

Kunstig intelligens og automatisering åbner for både nye muligheder og risici. Temaet handler om, hvordan AI kan bruges til at styrke cybersikkerheden – fx i trusselsdetektion og incident response – men også hvordan teknologien kan misbruges til avancerede angreb. Der ses desuden på fremvoksende teknologier som kvantekryptering og automatiseret forsvar.

Geopolitik og digital suverænitet

Sikkerhedspolitik og teknologi hænger tættere sammen end nogensinde. Dette tema ser på, hvordan globale magtspil, sanktioner og handelskrige påvirker cybersikkerhed, dataflow og forsyningskæder. Diskussionerne kredser om Europas digitale suverænitet, afhængigheden af udenlandske leverandører og behovet for strategisk autonomi i en ny geopolitisk virkelighed.

Beredskab og modstandsdygtighed

Hvordan sikrer man forretningen og offentlige institutioner, når angrebet rammer? Her er fokus på beredskab, krisehåndtering og genopretning. Resiliens bliver nøglen til at overleve i et ustabilt trusselsmiljø.